Bag Højager Belysning A/S står tre danske familier, og det er også de tre der står i spidsen for den daglige ledelse af firmaet. Den nuværende ejerkreds overtog firmaet i 2005, og havde inden da været i Højager Belysning igennem 20 år.

Grundlaget for Højager Belysning A/S blev lagt i 1981, da Klaus Kirkø og hustru, Karin Kirkø, bosatte sig på gården Højager lidt udenfor landsbyen Himlingøje i daværende Vallø kommune. Klaus Kirkø havde en uddannelse som isenkræmmer i baglommen, mens Karin Kirkø havde flair for tal.


I starten foregik al handel fra gårdens bygninger, med de primære agenturer Crompton Long Life glødepærer, og Hightech lavvolt halogen lampesystemer, der begge blev produceret i England. Med tiden blev pladsen på gården for lille, hvilket resulterede i, at der i 1987 blev der bygget en større lagerhal og flere kontorer blev indrettet.

Højager Belysning A/S blev i 1990 landsdækkende gennem opkøbet af en kollega. Det medførte, at virksomheden fik sine egne landsdækkende agenturer, og en væsentlig større synlighed på markedet.


Nye agenturer blev tilføjet produktprogrammet og omhandlede nu også arbejdspladsbelysning fra den tyske producent Waldmann GmbH, hospitalsbelysning fra Derungs Medical Lighting i Schweiz, et komplet lyskildeprogram fra den tyske producent Radium Lampenwerk GmbH, og Long Life lyskildekonceptet fra det svenske Auralight AB.


Udover markedsføring af lyskilder og el-dele blev blændfri arbejdspladsbelysning et nyt område hvor salgskræfterne blev sat ind, og salgskonsulenterne blev uddannet både internt og i udlandet. Kunder over hele landet nød godt af en god rådgivning og en bred vifte af kvalitetsprodukter, og en god moral blandt medarbejderne blev til den gode kundepleje vi kender i dag.


Virksomheden udviklede sig yderligere, så det i 1996 blev nødvendigt at bygge et helt nyt domicil til Højager Belysning A/S. Placeringen af firma- domicilet med kontor, værksted, og lagerfaciliteter, blev på en stor hjørnegrund ved indkørslen til Hårlev og lige ud til landevejen mellem Køge og Fakse. Her sætter Højager Belysning A/S den dag i dag, med sin blå lagerhal, sit eget præg på omgivelserne.


I 2005 valgte Klaus Kirkø at træde mere tilbage i Højager Belysning A/S, og indledte derfor et generationsskifte af virksomheden. Fam. Kirkø ønskede at bevare ånden i virksomheden, og 3 mangeårige medarbejdere blev præsenteret for tilbuddet om i fællesskab gradvist gennem en 3 årig periode, at overtage Højager Belysning A/S.


Dette blev starten på en ny tid for Højager Belysning A/S, hvor Stig Bay Jørgensen, Carsten P. V. Larsen, og Lars Sparre satte sig i spidsen for virksomheden, med Klaus Kirkø som bestyrelsesformand for aktieselskabet.
Nye tiltag blev foretaget med succes, og der blev grundlag for at udvide medarbejderstaben, både på det interne og eksterne område.
Disse tiltag har bevirket at Højager Belysning A/S ikke kun er en god og stabil samarbejdspartner for sine kunder, men også er en attraktiv samarbejds-partner for vores leverandører.


Efter 3 år med den nye ledelse, blev den sidste fase af generationsskifte gennemført i sommeren 2009, hvor firmaet i øvrigt kunne fremlægge det bedste regnskabsmæssige resultat nogensinde.


Stig, Carsten og Lars
Direktører i Højager Belysning A/S